Hvilke briller passer til mig?
Med så mange forskellige briller at vælge igennem, kan det være svært at vide hvilke briller passer til dit ansigt. Men der er heldigvis hjælp at hente. Man kan dele de fleste ansigter ind i overordnede former, som giver et praj om hvad der vil klæde dig og hvad der nok ikke vil.
Find de rigtige briller til din ansigtsform
Her får du fire kategorier, som du sikkert kan finde dit eget ansigt i. Vi har også lavet forslag til briller, som sikkert vil klæde dig. Guiden gælder for både mænd og kvinder, men husk at det kun er en vejledning og at du selvfølgelig skal gå med hvad der føles rigtigt for dig!
Hvis du ikke kender din ansigtsform, har vi lavet en guide her, som du måske burde kaste et blik på først: Hvilken ansigtsform har jeg? Hvis du allerede kender din ansigtsform, kan du springe frem og læse mere om hvilke briller, der passer til dig herunder ↓
Ovalt ansigt
Den mest almindelige form. Det ovale ansigt har afrundet hårkant og afrundet kæbe. Det er højere, end det er bredt. Det har ikke særligt fremtrædende kindben, og er generelt meget balanceret.
Oval er klart den nemmeste ansigtsform at finde briller til, da det meste ser godt ud til ovale ansigter.
✔️ Passer godt med: Stort set alle briller. Vi anbefaler stel, der er en anelse bredere end hovedet, for at bibeholde den naturlige balance.
Rundt ansigt
Det runde ansigt er næsten ligeså bredt som det er højt, og har generelt bløde træk. Det har fyldige kinder og en rund kæbe uden fremtrædende hage.
Runde ansigter har brug for kanter til at opveje de bløde træk. Også gerne brede briller, da de får ansigtet til at virke smallere.
✔️ Passer godt med: Firkantede briller og browline-briller. Fx Wayfarer og Clubmaster.
Firkantet ansigt
Det firkantede ansigt har bred pande og bred kæbe. Det har også en lige hårgrænse og ofte en hårdt kantet hage.
Firkantede ansigter har brug for runde former til at bryde de skarpe kanter. Nogle firkantede ansigter gør sig godt med kraftige stel, men oftest vil et tyndt stel virke til at gøre ansigtet mindre tungt.
✔️ Passer godt med: Runde briller med tynde stel. Fx Aviator. Nogle firkantede ansigter kan også bære kraftigere stel, fx Wayfarer.
Diamantformet ansigt
Den mest sjældne form. Det diamantformede ansigt har smal kæbe med spids hage, fremtrædende kindben og smal pande.
Diamantformede ansigter har brug for noget til at fremhæve øjnene, og give ansigtet bredde.
✔️ Passer godt med: Briller med en kraftig øvre kant, brede briller og ovale briller. Fx Clubmaster.
Hjerteformet ansigt
Det hjerteformede ansigt har spids kæbe og fremtrædende kindben. Panden er bredere end kindbenene, og hårgrænsen danner tit en lille nedadgående spids i midten.
Hjerteformede ansigter har brug for briller, som bløder kæben lidt op og trækker vægten nedad i ansigtet.
✔️ Passer godt med: Runde og ovale briller, briller med metalstel og briller med kraftig nedre kant. Aviators matcher hjerteformen rigtig godt. Nogle hjerteformede ansigter fungerer også godt med Wayfarers.